Ved at Hjertet er en serie, hvor forfattere kan dele og diskutere deres all-time favorit passager i litteraturen.Masters of the horror genre ved, at monstre er skræmmende, før de ses.
Dette er grunden til, at skaberne af Ja .s, ifølge medforfatter Carl Gottlieb, holdt deres haj unglimpsed så længe., Deres model var ting fra en anden verden (1951), som skjulte sit mareridt væsen indtil slutningen. Før dem havde vi Melvilles fjerne hval og Vernes blæksprutte indhyllet i sit underlige hav. Poe tog frygten for midlertidig blindhed til det yderste—monsteret af “Pit and the Pendulum” er en verden kastet ud i totalt mørke.
Relaterede Historie
Benjamin Percy, hvis nye roman Red Moon opdateringer varulv mythos til vores tidsalder, elsker den måde, spænding skralder op, før noget forfærdeligt er afsløret., Da jeg bad ham om at vælge en favorit passage fra litteraturen, valgte han et afsnit fra Cormac McCarthy ‘ s The Road, der har hjemsøgt ham i årevis. Det er det eneste tilfælde, Percy kan tænke, når det, der endelig afsløres, faktisk er langt skræmmere end noget, han kunne have forestillet sig.
foruden Red Moon er Benjamin Percy forfatter til storyilding og to anerkendte historiesamlinger. Hans historie”Refresh, Refresh” blev valgt til Best American Short Stories 2006. Hans nonfiction vises regelmæssigt i spillesteder som G., udenfor og Es .uire, hvor han er en bidragydende redaktør., Han talte til mig via telefon. Benjamin Percy: jeg hentede Blodmeridian som min første introduktion til McCarthy. Jeg kan huske at på det tidspunkt, hvor der er torden i horisonten, og en sky af skumringen og den horde af Apache, klædt i blod-farves bryllup påklædning, som de thunder mod Glanton og hans mænd, for at være helt overvældet af både sproget og den gru og skønhed af situationen. Jeg satte faktisk bogen til side, efter at jeg læste den passage og følte mig som om jeg var blevet re .ired æstetisk.
mere i denne serie
McCarthys er en elementær stemme., I hans stemme hører jeg sten skifte, gletsjere revner åbne, træer stønner i vinden. De gamle kadenser af hans prosa påtager sig en næsten anden verdenskvalitet, en kvalitet, der transporterer dig. Jeg er konstant i ærefrygt for sproget og anerkender, hvordan han sammensætter sine sætninger så udsøgt.
som mange har påpeget før mig, er han ikke bange for at stirre ind i afgrunden. Han kigger ind i de mørkeste hjørner af den menneskelige eksistens ved hjælp af en lampe med blod.
Jeg har læst vejen flere gange nu, men første gang jeg læste det var kort efter min søn blev født., Jeg var især følelsesmæssigt sårbar i det øjeblik, fordi han havde nogle problemer med hans vejrtrækning: han endte med at få et alvorligt tilfælde af croup, der lukkede halsen. Han blev transporteret til hospitalet med ambulance og var i ICU i tre dage. De stak ham fuld af steroider og satte ham i en iltmaske. Jeg har aldrig følt mig mere beskyttende, eller hjælpeløs, eller skrabet følelsesmæssigt ud, end jeg gjorde dengang. læsning af denne bog omkring den tid satte mig i en tankegang, der gjorde mig særlig sårbar over for emnet., Vejen handler i sidste ende om en far, der ofrer alt for sin søn—at holde på og overleve på trods af et mareridt landskab, og kun for hans søns skyld. Jeg følte mig tilsluttet den strøm på en måde, som jeg ikke ved, at jeg ville have, hvis ikke en far.
det mest skræmmende øjeblik i enhver rædselshistorie er, når der høres en støj—en støj bag en skabsdør; en støj hørt på et loft eller kælderen; en støj hørt i en busk af buske; en støj hørt dybt i en hule—og en person forfølger lyden. Vi vil altid råbe ud: gå ikke der., Det er det øjeblik af spænding, det andet før bogeyman afsløres, det er det mest gribende. Efter døren åbner, efter at vi skinner en lommelygte på hvad der venter, publikum kan grine eller skrige, men i sidste ende føler de lettelse. Fordi uanset hvad der leveres af forfatteren eller filmskaberen, er det aldrig så slemt som det, vi forestiller os selv.
i denne særlige passage, så snart faderen ser et hus på bakken, ved vi noget forfærdeligt venter inde., Det tager lang tid for ham at nærme sig huset, udforske dets mange værelser og endelig komme ned i kælderen.
han startede ned de uslebne trætrin. Han dukkede hovedet og derefter knipsede lighteren og svingede flammen ud over mørket som et offer. Kulde og fugt. En ugudelig stank. Han kunne se en del af en stenmur. Ler gulv. En gammel madras mørkt farvet. Han bøjede sig og trådte ned igen og holdt lyset ud.
hele tiden Vi råber: gå ikke derind. Men det gør han selvfølgelig.,
Huddled mod bagvæggen var nøgne mennesker, mandlige og kvindelige, alle forsøger at skjule, afskærmning deres ansigter med deres hænder. På madrassen lå en mand med benene gået til hoften og stubberne af dem sorte og brændte. Lugten var hæslig.
Jesus, hviskede han.
så en efter en vendte de sig og blinkede i det ynkelige lys. Hjælp os, hviskede de. Hjælp os.
og måske er dette den eneste gang, dette nogensinde er sket med mig—men hvad der afsløres er endnu mere skræmmende, hvad jeg kunne have forestillet mig., Mennesker høster hinanden for at overleve. Disse blege, tyggede væsener dukker op fra mørket og rasler deres kæder og stønner og rækker ud efter faderen. Vi er bange for dem, men vi er bange for mere af, hvad der kan vente Faderen ovenpå—de ansvarlige for dette.
Jeg forsøgte for en lignende effekt i åbningskapitlet i min nye roman, Red Moon. Du ser en mand bevæge sig gennem en lufthavn, musklerne i kæben bøjes, hans blik trænes på en mellemafstand. Han sveder tungt. Han er lettet over at gøre det gennem sikkerhed., Han stirrer på spøgelset af hans refleksion i vinduet, da han studerer asfalten. Han bider tilbage ved ethvert forsøg på samtale, som hans sidekammerater måtte have, når de endelig er på flyet. Og når han står op og trækker sig tilbage til toilettet, når flyvningen er på 30.000 fod, ved du, at noget forfærdeligt går, det sker. Det har været en lang, langsom spinning sikring, der fører mod en detonation., Det er den samme enhed, McCarthy ‘ s hjælp, da Vejen er far udforsker huset og endelig hoveder ned til kælderen: en lang periode med kildeskat, så længe vi kan, suspense-uddybning, stave-raising, indtil endelig, hvad der er skjult i mørket er afsløret.
det er den samme grund til, at vi klatrer op på en rutsjebane. Det er den samme grund til, at vi klatrer op på en klippe og sætter vores fod ud over det fri og trækker os tilbage. Vi vover mareridtet. Du føler dig aldrig mere levende end i det øjeblik. Det er en påmindelse om vores dødelighed., Hvis du ser på horrorromanen eller horrorfilmen, er det en måde at sikkert håndtere den spids af adrenalin på.
Jeg er stadig hjemsøgt af den passage. Uanset hvor mange gange jeg læser bogen, ser det stadig ud til at påvirke mig. Det griber dig ved halsen og trækker dig ned i kaninhullet. Vores verden opløses, hans verden overtager. Det er en stor bedrift-når man laver kød og blod og træ og sten af blæk og papir. selvom McCarthy ikke er bange for at stirre ind i afgrunden, synes han også nøje at overveje sin brug af vold., Når jeg læser en som Chuck Palahniuk, føler jeg ofte, at han er titilleret af en slags gorenografi. Han skriver vold på en måde, der føles overdreven og en del af nogle karneval sidesho.betød at gøre folk smække deres knæ og guffa. forfærdeligt. Når jeg ser på vejen eller en bog som Blood Meridian, beskriver McCarthy alle forfærdelige ting, som et sind kunne trylle frem. Men han vil også trække sig tilbage. Han vil tillade noget vold at finde sted fra scenen, fordi han ved, at usete handlinger kan være så brutale og påvirker som vold, der er vist-måske mere.,
Jeg føler, at vold skal optjenes på en eller anden måde—eller det skal tjene ud. Du er nødt til at rør iltet ind, før du tænder flammen—eller i kølvandet på en eller anden voldelig handling skal der være følger: en periode, hvor karaktererne lider og opsuger det, der er sket. Gør det til en del af årsagsstrukturen og gør det også følelsesmæssigt resonant. Jeg håber, at enhver fortælling, der kæmper med denne slags ting, er beregnet til at forfærde og ikke begejstre. At modvirke, i stedet for at opmuntre, vold., Og det er problemet med film som SA.og Hostel: de gør et blodbad til en slags glædelig øvelse.
Jeg har praktiseret for denne slags skræmmer hele mit liv. Jeg voksede op på genre: Westerns, sci-fi, fantasy romaner, mysterier og spion thrillere—men især på rædsel. Rædsel har altid grebet mig i sin benede næve. Så jeg har læst alt af Shirley Jackson, og Anne Rice, og Stephen King og Peter Straub og Robert Aikman, John Saul, og Dean Koontz, og H. P. Lovecraft, og Poe., Der er noget ved mig, der er tiltrukket af mørke og til frygtens teater. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvorfor det er—det er den samme grund til, at nogle mennesker kan lide romantikhistorier, mens andre kan lide actionfilm. Men min største fornøjelse at vokse op var skræmmende min søster ved at springe ud af skabe med mine hænder lavet til kløer, eller skrabe ved hendes soveværelsesvindue. Hun sov med lyset tændt, indtil hun var 27. Det var vel træningsplads for den romanforfatter, jeg er blevet til.
Jeg er blevet så afstemt til håndværk, at det nogle gange er svært for mig at gå tabt i en historie., Da jeg voksede op med at læse, var det eneste, der bekymrede mig, spørgsmålet om, hvad der sker næste gang—og siderne vendte så hurtigt, at de gjorde en leg over mit ansigt. Vejen, for første gang i meget lang tid, ejede mig følelsesmæssigt på samme måde. Jeg var i stand til at slukke for min håndværksradar og blive fejet væk. Jeg følte ægte terror. Den slags terror, der brugte det, gør mig, da jeg var barn, pak arkene rundt om mit ansigt og ånde gennem et lille blo .hole i frygt for skyggen, der syntes i kanterne af mit værelse. Cormac McCarthy, den mørke troldmand, får mig til at føle mig sådan igen.,
dette intervie.er blevet kondenseret og redigeret.